En af USA’s dygtigste forskere på Klinisk Institut

Professor Harry Kim, Texas Scottish Rite Hospital for Children (TSRHC) i Dallas, Texas, gav i går eftermiddag forskerkolleger og studerende på AAU et indblik i sin forskning i hoftesygdommen Legg-Calvé-Perthes hos børn. Sygdommen udarter sig ved smuldrende hofte hos børn.

Lagt online: 14.09.2021

Harry Kim har i en årrække arbejdet på bedre at forstå sygdommen og forbedre behandlingsmetoderne. Fremover vil han virke som adjungeret professor ved Klinisk Institut, Aalborg Universitet og ortopædkirurgisk afdeling på Aalborg Universitetshospital.

”Det her er rigtig spændende. Det kan godt være, at Harry Kims udgangspunkt er en hoftelidelse, der hedder Legg-Calvé-Perthes, hos børn, hvor hoftekuglen svinder ind og kommer tilbage på grund af at blodforsyningen forsvinder og kommer tilbage. Baggrunden for at det sker, ved vi ikke. Men vi har tilsvarende andre sygdomme i bevægeapparatet, hvor det samme sker. Harry Kim har udviklet en grise-model, hvor man gør det samme på grisens hofte og får målt og vejet, hvad der sker. Håbet er, at vi får en bedre forståelse af lige præcis, hvorfor det sker, så vi kan gøre noget ved det. Og så vil der være en håndfuld andre sygdomme, som det også kan hjælpe på.” siger Sten Rasmussen, der glæder over til samarbejdet med Harry Kim.

Som adjungeret professor kan Harry Kim efter nærmere aftale med fakultet/institut holde forelæsninger, indgå i bedømmelsesarbejde m.v. og deltage i AAU’s forskning og samarbejde om forskningsprojekter.

”Jeg vil nok forvente, at forskerne får et tæt digitalt samarbejde. Der skal måske også laves dyreeksperimentel kirurgi eller forskning både her og hos Harry Kim i Texas. Det er ikke absolut nødvendigt, at man er fysisk til stede, men at man aftaler samarbejder om projekterne og så mødes på de relevante tidspunkter og eventuelt foretager kirurgien sammen,” siger Sten Rasmussen.

Sten Rasmussen og Harry Kim.

Harry Kim blev budt velkommen og introduceret inden tiltrædelsesforelæsningen af Klinisk Instituts leder Sten Rasmussen.

 

 

Flere nyheder