Guld hjælper gigtplagede mod knæsmerter

Mikroskopiske guldstykker indsprøjtet i knæene på folk med artrose, i gamle dage kaldet slidgigt, kan virke smertelindrende.

Det viser nye resultater af et forsøg og forskning ledet af Sten Rasmussen, professor ved Klinisk Institut, Aalborg Universitet.

- Vi så, at inflammationsgraden faldt hos samtlige forsøgsdeltagere, og omkring 80 procent svarede, at de følte færre smerter. Det er spændende resultater, udtaler Sten Rasmussen i et interview til Aalborg Universitetshospital.

Forskergruppen har fulgt 30 patienter, som for to år siden fik udtrukket væske fra deres knæ. Væsken blev tilført guld i form af 20 mg guldpartikler svarende til 72.000 partikler med en størrelse på 20–40 µm i diameter og injiceret tilbage i knæene.

- Effekten fandt vi indtræder indenfor 4-8 uger hos mere end ¾ af patienterne og varer i 2 år hos de fleste, siger Sten Rasmussen.

Studiet peger på at behandling med guldpartikler kan være en fordel og være brugbar i den kliniske praksis med at lindre gigtpatienters knæsmerter.

Resultatet er positivt for det videre arbejde med at finde virksomme kliniske behandlingsmetoder til patienter med artrose. For en endelig og sikker konklusion på det foreløbige resultat kræves der fortsatte randomiserede, kontrollerede og double-blind studier. 

Resultaterne af forskningsprojektet blev i slutning af januar 2022 publiceret i det videnskabelige tidsskrift European Journal of Pain,https://onlinelibrary.wiley.com/doi/full/10.1002/ejp.1909

De ti forskere, der har bidraget til artiklen, er Sten Rasmussen, Kristian Kjær Petersen, Martin Kaae Kristiansen, Jakob Skallerup, Christopher Aboo, Mikkel Eggert Thomsen, Emilie Skjoldemose, Nia Kristine Jørgensen, Allan Stensballe og Lars Arendt-Nielsen.

 

 

 

Flere nyheder