Ny klinisk professor vil forstå og optimere behandling af sygdomme i bugspytkirtlen

Lagt online: 15.04.2021

Klinisk Institut styrker sin forskning inden for sygdomme i bugspytkirtlen med ansættelse af Søren Schou Olesen som klinisk professor fra 1. april 2021.

”Vi glæder os til samarbejdet med Søren Schou Olsen, der har en stærk forskningsprofil og solid klinisk erfaring. Vi er overbeviste om, at han vil styrke det pankreatologiske område de kommende år,” siger Sten Rasmussen, institutleder på Klinisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aalborg Universitet.

Søren Schou Olesen

 

 

Søren Schou Olesen har i dag det daglige ansvar for Center for Bugspytkirtelsygdomme, der blev oprettet for fem år siden på Aalborg Universitetshospital. Her arbejder han sammen med sine kolleger på at håndtere de komplekse sygdomme i bugspytkirtlen. 

”Det er unikt at have et ben i klinikken og så samtidig have mulighed for at forske. Det er meget inspirerende og enormt givende, at kunne gøre begge dele, så det kliniske problem hurtigt og direkte kan omsættes til et forskningsprojekt,” siger Søren Schou Olesen.

Med et klinisk professorat styrkes fokus på forskningen i bugspytkirtelsygdomme. Det er Søren Schou Olesens forhåbning, at der kan etableres endnu flere forskningsprojekter med den øgede opmærksomhed på området, så behandlingen kan forbedres yderligere.

”Sygdomme i bugspytkirtlen har nok levet lidt i skyggen af andre mavetarmsygdomme i en lang årrække og været underprioriteter både klinisk og forskningsmæssigt. Med oprettelsen af Center for Bugspytkirtelsygdomme i 2016 på Aalborg Universitetshospital fik vi mulighed for at forbedre den kliniske håndtering af patientgruppen. Siden har lignende centre på Odense Universitetshospital og Hvidovre hospital yderlige styrket det danske tilbud til bugspytkirtelpatienterne. Med oprettelsen af et professorat indenfor området, det første af sin art i Danmark, får vi nu mulighed for at styrke forskningen yderligere og dermed bedre mulighed for at hjælpe vores patienter,” siger Søren Schou Olesen.

Bedre mulighed for at hjælpe patienter

Sygdomme i bugspytkirtlen er ganske alvorlige. Dødligheden er op til fem gange forøget sammenlignet med baggrundsbefolkningen og patienterne har en væsentligt reduceret livskvalitet med hyppige indlæggelser og mange alvorlige komplikationer. 

De hyppigste bugspytkirtelsygdomme er akut og kronisk bugspytkirtelbetændelse. Den akutte form fører til ca. 2000 nye indlæggelser om året og ca. 600 nye patienter diagnosticeres årligt med kronisk bugspytkirtelbetændelse. Der er stor risiko for bugspytkirtelkræft for den sidstnævnte gruppe patienter. Bugspytkirtelkræft er en af de mest dødlige kræftformer ifølge Søren Schou Olesen.

”Vi arbejder målrettet på at opnå en bedre forståelse af sygdommene i bugspytkirtlen og ultimativt at forbedre forebyggelse og behandling” siger Søren Schou Olesen.

”Jo mere jeg arbejder med forståelsen af bugspytkirtlen og behandlingen af sygdommene i den, des mere fascinerede bliver det, og jo større netværk får jeg både nationalt og internationalt. Og det er som om, at det ene har taget det andet i hånden,” siger Søren Schou Olesen, der har publiceret mere end 140 forskningsartikler og bogkapitler om emnet og ofte været oplægsholder i både ind- og udland.

Et aktivt fritidsliv

Det er ikke mange timer, hvor arbejdet ikke ligger et eller andet sted og rumler i baghovedet på Søren Schou Olesen, men når han slipper det, sætter han stor pris på at være sammen med sin kone og deres tre børn, familie og venner. Han elsker god mad og vin, løbeture og udfordrer sig selv på mountainbike.

Flere nyheder