Sundhedsøkonomi

Sundhedsøkonomi

De sundhedsøkonomiske forskere ved Dansk Center for Sundhedstjenesteforskning arbejder med problemstillinger relateret til det nuværende og fremtidige ressourceforbrug i sundhedsvæsenet og konsekvenser for fremtidigt helbred og ressourceforbrug ved ændret organisering og tilrettelæggelse af behandlingstilbud i sundhedsvæsenet. I stor udstrækning gennemføres disse analyser som sundhedsøkonomiske evalueringer, der vurderer cost-effektiveness af nye tiltag og vurderer, i hvor stor udstrækning nye tiltag repræsenterer ”god værdi for pengene”.
Sundhedsøkonomiske analyser gennemføres traditionelt med udgangspunkt i data fra kliniske forsøg, data indhentet fra de nationale registre og/eller data fra systematiske litteraturstudier og meta-analyser, samt tidligere publicerede kilder og ekspertvurderinger. Analyserne anvender ofte matematiske modeller og avancerede statistiske metoder, som er egnede til at sammenfatte og simplificere komplekse sammenhænge.
Vi har specialistgrupper, der anvender og udvikler metoder til analyse og værdisætning af helbredsrelateret livskvalitet, micro-omkostninger og cost-effektiveness/utility analyser.
De sundhedsøkonomiske analyser fokuserer på forskellige dele af sundhedsvæsenet inklusiv anvendelse af AI, digital health og telemedicinske løsninger, særlige indsatser for udvalgte befolkningsgrupper fx børn, sårbare ældre, eller personer med særlige sygdomme som fx diabetes, hjertesygdomme eller lidelser i muskelskelet systemet. Gruppen fokuserer også på analyse af mere organisatoriske ændringer som fx konsekvenser af udvidet lægeansvar efter udskrivning fra hospitalsindlæggelse, udlægning og tidlig udskrivning fra hospital, samarbejde med den kommunale hjemme- og sygepleje, samt tilrettelæggelse af den præ-hospitale indsats.