About the PhD thesis

Baggrund: Psykoterapi er en effektiv behandling, men 30–40 % af patienter opnår ikke tilstrækkeligt udbytte, og ca. 20 % dropper ud. For at forbedre behandlingsudbytte har forskningen fokuseret på procesfaktorer, herunder den terapeutiske alliance, som er en veldokumenteret prædiktor for forandring på tværs af metoder og diagnoser. Særligt alliancebrud og reparationsprocesser har fået øget opmærksomhed, da brud er forbundet med lavere alliancekvalitet 
og udbytte, mens vellykket reparation er associeret med bedre alliance og udvikling. På trods af omfattende forskning er de underliggende forandringsmekanismer fortsat uklare.

Formål: Afhandlingen består af tre studier (fire artikler), der har til formål at uddybe forståelsen af forandringsmekanismer relateret til alliancebrud og reparation. Projektet bygger på en antagelse om, at alliancen udvikles gennem både verbal og nonverbal interaktion. Det overordnede mål er at undersøge sammenhængen mellem alliancebrud, reparation og synkronisering mellem patient og terapeut.

Metode: Afhandlingen inkluderer et systematisk review, to casestudier og et kohortestudie. I alt indgår 392 videooptagede sessioner fra 16 behandlingsforløb med patienter med personlighedsforstyrrelser eller angstlidelser. Behandlingsudbytte, alliancebrud og -reparation, fysiologisk synkronisering, terapeutkompetence samt verbale og nonverbale processer blev undersøgt ved hjælp af standardiserede kvantitative måleinstrumenter og kvalitative analyser.

Resultater: Det systematiske review viste, at alliancebrud ofte ledsages af øget synkronisering mellem patient og terapeut på tværs af adfærdsmæssige og fysiologiske modaliteter, og at synkronisering kan fungere som markør for brud. Casestudierne viste tilsvarende, at synkronisering understøttede følelsesregulering, tillid og meningsdannelse, selv når terapeutisk kompetence var begrænset. Sammenlignende analyser viste ingen forskel i forekomsten af brud mellem diagnoser, men flere brud var associeret med højere symptomniveauer på specifikke dimensioner ved afsluttet behandling.

Konklusion: Afhandlingen peger på, at adfærdsmæssig og fysiologisk synkronisering spiller en konstruktiv rolle under udfordrende interaktionsøjeblikke i terapi. Fundene bidrager med ny viden om alliancebrud, implicitte reguleringsprocesser og terapeutisk håndtering, som kan have betydning for klinisk træning, supervision og fremtidig forskning.