Fremskrivningsmodeller

Fremskrivningsmodeller

Prognoser for hospitalsaktivitet til ressourcestyring
Hospitalsaktiviteten på de danske hospitaler er i årtier blevet reduceret gennem indskærpelse af ressourcer, hvilket har resulteret i et skift fra indlæggelser til ambulant behandling og generelt kortere indlæggelser. Udviklingen tyder på at have nået en nedre grænse indenfor de seneste fem år, hvor yderligere optimering synes vanskelig. Dette har gjort prognoser for hospitalsaktivitet til et vigtigt ressourcestyringsværktøj.
I Dansk Center for Sundhedstjenesteforskning udvikler, implementerer og tester vi prognosemodeller til fremskrivning af hospitalsaktiviteten for infektionssygdomme, psykiatriske sygdomme herunder ADHD, akut behandling, samt generelle somatiske indlæggelser. Modellerne kombinerer stokastiske processer og dynamiske systemer for at opnå en optimal afvejning mellem transparens og fleksibilitet. Målet er et fuldt implementeret ledelsesværktøj til kort og langtidsplanlægning af ressourcerne i Region Nordjylland.
Forskningsprogrammet er et samarbejde mellem Aalborg Universitetshospital herunder Infektionsmedicinsk Afdeling samt BI og Analyse, Center for Præhospital- og Akutforskning, og Psykiatrien i Region Nordjylland.
Forskningsprogrammet støttes af Psykiatrien i Region Nordjylland.