Spring til indhold.

Nyhed

Forskningsformidling i bedste sendetid

Lagt online: 28.04.2026

Aalborg Universitet var flot repræsenteret ved Forskerfesten 2026, hvor Marie Vibeke Vestergaard satte tarmsygdomme på dagsordenen midt i fredagsunderholdningen på DR. Oplevelsen har givet hende ny indsigt i, hvor vigtig forskningen er for de mennesker, der er berørt af sygdommen.

Nyhed

Forskningsformidling i bedste sendetid

Lagt online: 28.04.2026

Aalborg Universitet var flot repræsenteret ved Forskerfesten 2026, hvor Marie Vibeke Vestergaard satte tarmsygdomme på dagsordenen midt i fredagsunderholdningen på DR. Oplevelsen har givet hende ny indsigt i, hvor vigtig forskningen er for de mennesker, der er berørt af sygdommen.

Af Nina Hermansen, AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: Agnete Schlichtkrull

Lad os være ærlige. Tarme er ikke det mest oplagte emne til et tv-show fredag aften. Alligevel var det omdrejningspunktet, da Marie Vibeke Vestergaard fra Aalborg Universitet i sidste uge var blandt fem finalister i Forskerfesten 2026 på DR.

Forskerfesten, også kendt som Ph.d. Cup, er et samarbejde mellem Lundbeckfonden, Information og DR. Her konkurrerer nyuddannede ph.d.er i at formidle ofte svært tilgængeligt stof, så alle kan være med. Finalisterne var på forhånd udvalgt af et uafhængigt forskningspanel.

Med udgangspunkt i data, blodprøver og et skarpt blik for mønstre fortalte Marie Vibeke Vestergaard, hvordan hendes forskning på sigt kan bidrage til at opdage tegn på kronisk tarmbetændelse flere år før, sygdommen bryder ud. Forskningen har hun udført som led i sin ph.d. ved grundforskningscentret PREDICT.

Fra fødestue til formidling

Selvom det ikke blev til en samlet sejr, beskriver Marie Vibeke Vestergaard deltagelsen som en stor oplevelse. Det til trods for at forløbet faldt sammen med fødslen af hendes andet barn i slutningen af marts.

“Det har været en helt vild oplevelse. Jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle sende en ansøgning, men da min datter kom til verden to uger før termin, og jeg samtidig har en utrolig støttende kæreste, gik det hele op. Så jeg er virkelig glad for, at jeg gjorde det,” fortæller Marie Vibeke Vestergaard, der især er overvældet over at mærke den interesse, der er strømmet hendes vej fra patienter fra hele landet. 

”De her henvendelser fra mennesker, der kæmper med kronisk tarmsygdom i hverdagen, bekræfter mig i, at det er vigtigt at arbejde videre med området, og at det faktisk nytter noget.”

Træning i et mediecirkus

Som led i Forskerfesten har Marie Vibeke Vestergaard og de øvrige finalister været igennem et omfattende medietræningsforløb. I ugerne op til finalen deltog hun i en bootcamp hos DR, hvor finalisterne blev trænet i sceneoptræden, kropssprog og formidling til et bredt publikum.

For en forsker, der er vant til at holde oplæg på konferencer for kolleger, var det en anderledes disciplin.

“Jeg fik kommentarer på alt fra, hvordan jeg stod og gik, til hvordan jeg forklarede mine pointer. Det har været sjovt at prøve at være en del af sådan et mediecirkus og få indblik i, hvad der foregår bag kameraerne.”

Hun fremhæver også fællesskabet mellem deltagerne og beskriver Forskerfesten som begyndelsen på et nyt netværk på tværs af fagområder og universiteter.

Så selv om hun måtte parkere barslen for en stund, tøver hun ikke med at anbefale andre unge forskere at søge.

“Det er en rigtig god mulighed for at blive bedre til at formidle sin forskning og få øje på, hvilken betydning den kan have uden for universitetet.”

Marie Vibeke Vestergaard fremhæver også fællesskabet mellem deltagerne og beskriver Forskerfesten som begyndelsen på et nyt netværk på tværs af fagområder og universiteter.
Foto: Agnete Schlichtkrull

Om Forskerfesten og Marie Vibeke Vestergaards forskning

Se eller gense Forskerfesten på DR her.
Læs også DRs portræt af Marie Vibeke Vestergaard her.

Ida Cecilie Jensen fra Aarhus Universitet løb med den endelige sejr.

Marie Vibeke Vestergaard har trods sin korte karriere allerede udgivet artikler i flere af de mest anerkendte tidsskrifter inden for tarmområdet.

Læs mere om Marie Vibeke Vestergaards forskning:

Ny indsigt i arvelighed kan gøre behandlingen af kroniske tarmsygdomme mere præcis

Kontakt

Marie VIbeke Vestergaard
Ph.d
Center for Molecular Prediction of Inflammatory Bowel Disease (PREDICT), Aalborg Universitet
Tlf: 4296 3689
Mail: marievv@dcm.aau.dk

Nina Hermansen
Journalist, AAU Kommunikation og Public Affairs
Tlf: 2294 0459
Mail: ninah@adm.aau.dk

Læs også