Spring til indhold.

Nyhed

Forskere vil bruge data fra ambulancer til at undgå unødige indlæggelser

Lagt online: 29.07.2026

Ambulancepersonalet skal have bedre redskaber til at vurdere, hvilke patienter der er kritisk syge, og hvilke der ikke har behov for indlæggelse. Derfor udvikler forskere fra Aalborg Universitet sammen med Region Nordjylland og Treat Systems ApS et system, der løbende vurderer patientens tilstand i ambulancen.

Nyhed

Forskere vil bruge data fra ambulancer til at undgå unødige indlæggelser

Lagt online: 29.07.2026

Ambulancepersonalet skal have bedre redskaber til at vurdere, hvilke patienter der er kritisk syge, og hvilke der ikke har behov for indlæggelse. Derfor udvikler forskere fra Aalborg Universitet sammen med Region Nordjylland og Treat Systems ApS et system, der løbende vurderer patientens tilstand i ambulancen.

Af Nina Hermansen, AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: Lene Pedersen/Region Nordjylland

Forskningen kort fortalt: AI i ambulancer

  • Forskere fra Aalborg Universitet har i samarbejde med Region Nordjylland og Treat Systems ApS udviklet en prototype på et AI-baseret system, der løbende vurderer patienters tilstand i ambulancen for at støtte beslutninger og undgå unødige indlæggelser.
  • Morten Breinholt Søvsø, der er projektleder og klinisk lektor ved Center for Præhospital- og Akutforskning, forklarer, at prototypen næsten kan halvere antallet af patienter, der fejlagtigt vurderes som alvorligt syge.
  • Forskerne vurderer, at løsningen har stort skaleringspotentiale, fordi akutbehandlingen allerede anvender fælles systemer og indsamler store datamængder på tværs af landet. Samtidig skaber flere ældre patienter og mere komplekse sygdomsforløb et stigende behov for sådanne beslutningsstøtteværktøjer.

Resuméet er lavet af AI og godkendt af AAU Kommunikation & Public Affairs.

Mange patienter bliver i dag kørt til hospitalet med ambulance, selv om de muligvis kunne være blevet hjulpet andre steder i sundhedsvæsenet. Det lægger pres på akutmodtagelser og sygehuse, som i forvejen mangler personale og sengepladser.

I samarbejde med Region Nordjylland og virksomheden Treat Systems ApS har forskere fra Aalborg Universitet udviklet en prototype på et AI-baseret system, der løbende vurderer patientens tilstand allerede i ambulancen.

Systemet skal hjælpe ambulancepersonalet med hurtigere at identificere patienter med behov for akut hospitalsbehandling og er tænkt som et supplerende beslutningsstøtteværktøj, der skal understøtte personalets vurderinger.

Det forklarer projektleder og klinisk lektor ved Center for Præhospital- og Akutforskning på Aalborg Universitet, Morten Breinholt Søvsø:

”I dag vurderes patienten af personalet på en skala, der beregnes ud fra blandt andet puls, blodtryk og andre vitale værdier. Men den nuværende skala er ikke særlig præcis til at forudsige, hvem der risikerer at få det værre. Derfor bliver en del patienter kørt til hospitalet, selv om en hurtig vurdering hos egen læge ville være nok. Her ser vores system ud til næsten at kunne halvere antallet af patienter, der fejlagtigt vurderes som alvorligt syge."

Derfor bliver en del patienter kørt til hospitalet, selv om en hurtig vurdering hos egen læge ville være nok.

Morten Breinholt Søvsø

Projektleder og klinisk lektor ved Center for Præhospital- og Akutforskning på Aalborg Universitet

En vurdering kan hurtigt blive forældet

Ud over at vurderingen af patienten i dag manuelt skal startes af personalet, bliver den ofte kun lavet en eller to gange. Det er derfor kun et øjebliksbillede af patientens tilstand og øger risikoen for, at en eventuel forværring ikke bliver opdaget i tide.

”Den centrale forskel er, at det nye system vurderer tilstanden automatisk og kontinuerligt, hver gang der kommer nye målinger ind,” siger Morten Breinholt Søvsø og tilføjer, at forskerne har haft fokus på, at personalet skal kunne se, hvad der ligger til grund for en konkret vurdering:

"Hvis en patients respirationsfrekvens eksempelvis er høj, kan systemet vise, at netop dét trækker vurderingen i retning af en højere risiko.”

Kan understøtte patientsikkerheden

Der er foreløbig tale om en prototype, der er trænet på ambulancedata fra Nordjylland. Næste skridt bliver at arbejde mod CE-mærkning og teste systemet i ambulancer – muligvis gennem et randomiseret klinisk forsøg.

Ifølge forskerne bag er perspektivet stort, da akutbehandling uden for hospitalerne er et af de steder, hvor der allerede er fælles systemer og indsamles store datamængder på tværs af landet. Det gør løsningen lettere at skalere, hvis den viser sig at fungere.

I Den Præhospitale Virksomhed, der bl.a. omfatter ambulancetjenesten i Nordjylland, ser de også et stort potentiale i projektet. Især i takt med at flere ældre patienter og mere komplekse sygdomsforløb lægger ekstra pres på akutberedskabet.

Det forklarer Martin Rostgaard-Knudsen, der er lægefaglig direktør i Den Præhospitale Virksomhed:

"Tiden er afgørende i vores arbejde, så hvis kunstig intelligens kan hjælpe vores medarbejdere med at kvalificere deres vurderinger af patienterne, vil det i sidste ende understøtte patientsikkerheden og samtidig hjælpe os med at sikre, at patienterne får den rette behandling på det rette sted. Vi er altid åbne over for ny teknologi og kunstig intelligens som værktøjer, der kan supplere vores fagligt dygtige personale."

Fakta om ambulancekørsler

I december 2024 udkom Den Præhospitale Virksomhed med "Analyse af det præhospitale område i Region Nordjylland", hvori det fremgår, at AMK-vagtcentralen i Region Nordjylland årligt håndterer ca. 47.000 1-1-2-opkald vedrørende potentielt livstruende, akut opstået sygdom eller ulykker.

Analysen peger på, at der er flere 1-1-2 opkald, som ikke relaterer sig til akutte eller alvorlige tilstande.

Ifølge analysen har der i perioden 2017-2023 været en stigning på 27% i antallet af 1-1-2 opkald i Region Nordjylland. Der er ligeledes sket en stigning i antallet af præhospitale kørsler, herunder særligt kørsler, der er kommet ind via 1-1-2. Her er der sket en stigning på 22% i 2017-2023.

Kontakt

Morten Breinholt Søvsø
Projektleder og klinisk lektor
Center for Præhospital- og Akutforskning ved Dansk Center for Sundhedstjenesteforskning, Aalborg Universitet
Tlf: 2929 1980
Mail: morten.soevsoe@rn.dk

Martin Rostgaard-Knudsen
Præhospital lægefaglig direktør
Den Præhospitale Virksomhed
Tlf: 4030 8816
Mail: marok@rn.dk

Mads Lause Mogensen
CEO, Treat Systems ApS
Mail: mm@treatsystems.com

Nina Hermansen
Journalist, AAU Kommunikation og Public Affairs
Tlf: 2294 0459
Mail: ninah@adm.aau.dk

Læs også