Spring til indhold.

Nyhed

Hovedresultaterne fra AFFIRMO er klar

Lagt online: 03.09.2026

Efter 5 år er vi klar til at præsentere resultaterne fra hovedstudiet i EU-projektet AFFIRMO.

Nyhed

Hovedresultaterne fra AFFIRMO er klar

Lagt online: 03.09.2026

Efter 5 år er vi klar til at præsentere resultaterne fra hovedstudiet i EU-projektet AFFIRMO.

Af Anita Egholm Jensen, Dansk Center for Sundhedstjenesteforskning

Studiet undersøger effekten af integreret behandling og omfattende geriatrisk vurdering med støtte fra en mHealth-baseret tilgang til ældre patienter med atrieflimren og multimorbiditet.

Resultaterne fra hovedstudiet blev fremlagt for første gang i sidste uge til ESC Congress 2026 i München ved Hot Line 8 af professor Gregory Y.H. Lip.  Samme dag blev hovedstudiet offentliggjort i Lancet Regional Health.

Hovedstudiet er et randomiseret kliniske forsøg, som omfattede 1260 patienter med atrieflimren og mindst en anden konkurrerende sygdom. Patienterne blev rekrutteret fra 6 europæiske lande (Danmark, Spanien, Italien, Serbien, Bulgarien og Rumænien) og blev fulgt i 1 år. Resultaterne af studiet var neutrale, d.v.s. der kunne ikke påvises en effekt af den alternative behandlingstilgang. Det primære resultat var neutralt: Interventionen reducerede ikke antallet af ikke-planlagte hospitalsindlæggelser signifikant sammenlignet med sædvanlig behandling (17,1 % mod 18,2 %).

Studier med neutrale resultater kan dog stadig lære os meget og bringe udviklingen videre. Et særligt vigtigt fund var således, hvor god behandling patienterne allerede modtog ved studiets begyndelse: 97,3 % var i behandling med oral antikoagulation, og efterlevelsen af de øvrige guideline-anbefalede behandlinger var generelt høj. Antallet af kliniske hændelser var derfor væsentligt lavere end oprindeligt forventet. På mange måder er dette godt nyt: Den aktuelle behandling af atrieflimren på de deltagende europæiske centre var allerede på et meget højt niveau. Den næste generation af strategier for integrerede behandlingsforløb bør derfor muligvis målrettes mere præcist mod patienter med større kompleksitet, uopfyldte behov og modificerbare risikofaktorer.  

Samtidig har AFFIRMO også identificeret nogle væsentlige udfordringer for fremtidige interventioner vedrørende integrerede behandlingsforløb. Digitale værktøjer skal være lette at anvende, være godt integreret i de kliniske arbejdsgange og målrettes patienter, som har et tilstrækkeligt forbedringspotentiale. I AFFIRMO var anvendelsen af mobilappen mindre end ønsket, hvilket understreger, at implementering og engagement er lige så vigtige som selve interventionen.

Vi har som center koordineret projektet, som er stort set-up med mange internationale samarbejdspartnere. Ingen nævnt ingen glemt.

Bag det hele står Søren Paaske Johnsen og Gregory Lip, som co-PIs.
Søren udtaler følgende om projektet: 

AFFIRMO er et eksempel på, hvorfor sundhedsvæsenet har brug for at få afprøvet teorier og nye teknologier i klinisk praksis i regelrette forsøg for at få identificeret, hvad der giver værdi og for hvem. Kun ved skridt for skridt at bygge et solidt evidensgrundlag, kan vi sikre et sundhedsvæsen som både er ægte patientcentreret og anvender de tilgængelige ressourcer ansvarligt. Vi vil nu bygge videre på erfaringerne fra AFFIRMO i forhold til at målrette og udvikle bedre behandlingstilbud til ældre, skrøbelige patienter med multimorbiditet

Læs mere om det store projekt på den officielle hjemmeside https://affirmo.eu/ og/eller deltag til afslutningskonferencen d. 8. september 

Afslutningskonferencen

Vi vil til sidst benytte lejligheden til at takke de danske samarbejdspartnere og administrative nøglepersoner i AFFIRMO: Lars Frost, Gitte Berg Jensen, Peter Brønnum Nielsen, Jan Brink Valentin, Albert Marni Joensen, Karen Kaae Dodt, Morten Kjøbek Lamberts, Carina Jensen og Dalia Stakenatie, samt Berit Hvidberg Christensen, Tina Molbo og Anita Egholm Jensen. 

Til slut vil vi også gerne takke Riccardo Proietti og Aldo Pietro Maggioni.

Kontakt